Vi vender os fra sidste uges særtog med banebørster til en gruppe arbejdsomme mænd en vinterdag i 1981. Som i øjeblikket ligger der en smule sne på jorden. Holdet er travlt beskæftiget med at lukke den store remise for vejrliget. Det ser dog ud til, at der om lidt skal holdes en mindre pause i ly for den faldende sne.
Den store remise skabte et værdifuldt fundament for HVB, der gjorde det muligt at fortsætte indsamlingen af lokomotiver og påbegynde istandsættelsen af materiel. Kun få andre jernbaneklubber tog så tidligt den beslutning, at prioritere så store midler til bygninger som HVB. Enten brugte man eksisterende, gamle remisebygninger eller arbejdede under åben himmel.