Banearbejder

Jobbeskrivelse – banearbejder

Som banearbejder ved Hedelands Veteranbane er du en del af det hold der sørger for en vel vedligeholdt og sikker bane. Du har sammen med dine kollegaer ansvaret for at arbejdet udføres i en høj kvalitet efter gældende forskrifter og efter de retningslinjer som udstikkes af vores banechef.

Arbejdet er meget alsidigt og foregår for langt det meste udendørs.  Der arbejdes med store og tunge ting, men vi forsøger på bedste måde at udnytte hinandens kræfter og bruge maskinel hjælp hvor det er muligt, så tunge løft kan undgås etc.

Jobbet som banearbejder indebærer

  • Punktvis udskiftning af eksisterende sveller, både på almindelig bane og i sporskifter
  • Større total udskiftninger af sveller over et længere stræk af banen og etablering/renovering af perroner etc.
  • Håndtering af til tider tungt materiel (vi har løftegrej til det meste) og lastning/lodsning af sveller
  • Klargøring til transport og bugsering af lokomotiver og andet materiel i afvigende sporvidder
  • Kørsel med specialkøretøjer til beskæring/pleje af træer, buske og ukrudt langs banen
  • Ny-anlæg af spor, sporskifter, perroner, fliser etc.
  • Renovering af stationsskilte, bænke m.v.
  • Vedligehold af grønne arealer omkring Hedehusgården

Kvalifikationer

Som banearbejder er du

  • Fysisk i god form og har ikke nogen problemer med knæ og ryg
  • Ham/hende der kan ”tage fat” og håndtere stort (og til tider tungt) værktøj problemfrit
  • Med en god humoristisk sans, kan tåle lidt små-drillerier og kan acceptere en ”bane-jargon”
  • Måske med erfaring i kørsel med minigraver og store gravemaskiner eller andet entreprenørmateriel
  • Frisk på oplæring i kørsel med special-materiel, såsom vores understopper, fingerklipper etc.
  • Har sans for/erfaring med anlæg af jernbane installationer og perroner, måske med en baggrund i bygge- og anlægsbranchen
  • I besiddelse af gyldigt kørekort og med normalt syn og hørelse (sikkerhedskrav i.f.m. kørsel med maskiner)

Om jobbet

At være en del af teamet bag Hedelands Veteranbane kræver ikke de store forudsætninger. Som banearbejder bliver du sat sammen med en eller flere andre erfarne til at løse en bestemt opgave. Der er i høj grad mulighed for at prøve det hele, da arbejdet altid udføres af dem der nu kommer den pågældende arbejdsdag. I efteråret skal der blandt andet skiftes 1.5 km sveller, men der skal også beskæres træer og graves trækrør ned imellem vores bygninger, for blot at nævne nogle af de kommende projekter.
Vores faste arbejdsdag er hver lørdag, året rundt, men store anlægsprojekter laves uden for kørselssæsonen, det vil sige imellem september og april. Der udleveres ikke arbejdstøj i forbindelse med jobbet, men HVB råder over et større lager og her kan muligvis findes noget der passer. Fodtøj skal du selv sørge for og vi kræver anvendelse af sikkerhedssko, klasse S3. Støvletter/støvler er klart et plus, da ankelskader dermed kan begrænses.