Sommerens sidste køredag – 10. september 2017

I baggrunden er M25 klar til afgang med motortoget og No3 er også klar til at hente sine vogne.

Efter en lørdag med heftig heldagsregn, så var vejret denne søndag imødeset med nogen spænding og lidt bekymring, men heldigvis viste vejrguderne sig fra den bedste side og det blev mere guldregn end almindelig regn denne dag. For på trods af dårlige varsler, så skinnede solen på alle de glade gæster, der havde valgt at køre med på sommerenes sidste tog.

På dagens første tog var et herligt selskab af fødselsdagsunger til et tvillinge-par og på vejen hjem hentede vi en flok FDFére, der havde tilbragt lørdagen og natten med i regnvåde telte. De var glade for solen og for at blive kørt hjem.

På Stenager satte vi folk af, der også skulle prøve et tur med Brandhøjbanens små, fine tog og på Rubjerg fik en folkedanseklub afholdt en fin sommer-picnic med deres svenske venskabsforening. De havde heldigvis været indendørs til lørdagens danse.

Forældrene vinker farvel til hele fødselsdagstoget




Så på den vis gik dagen med at køre mange forskellige folk ud i det smukke Hedeland og blandt dem var heldigvis også mange, der kørte med for både 5 og 6 gang i år. Man kan ikke få nok af den hyggelige tur!
 Da sidste tog var kommet vel op ad rampen til Hedehusgård, så blev lokomotiver og vogne rangeret på plads og derefter var det tid til at personalet på sommerens mange tog drog til den traditionsrige og årlige “løn-udbetaling” i form af Stegt flæsk med persillesovs. Trafikchefen takkede for den store indsats og så blev der gået til flæsket.
Tak for en fin sommersæson, den bedste i banens 40 årige historie! Næste gang toget kommer ud af remisen er til efterårsferien og så må vi vente helt til jul, før vi sætter damp på kedlerne igen!

Se sommerens sidste tog komme op ad rampen her >

Der er faldet en del regn på det sidste, men køerne er glade for al den grønne græs

Krydsning på Brandhøj

Brandhøjbanen havde også en fin dag med mange gæster

Sidste sommertog op ad rampen i eftermiddagssolen
Afslutning på dagen, men No3 skal lige køre et par særtog inden den afrigges for vinteren

Remissekatten har nu lært at gå på skinner
M4 blev også lige luftet til ære for publikum



Bolinis lægger hus til en gang flæsk

Sådan ser “løn-checken” ud hos HVB 🙂
En hyggelig afslutning på en god sommer-sæson