Særtogtur for Diesel House 19. august – dagsberetning fra Steen – opdateret med fotos!

Vejrudsigten for 19. august 2017 lød på overskyet med muligheder for regn i form af byger af og til. Ikke just den bedste vejrudsigt, når man nu har fået en aftale med vore venner i Hedelands Veteranbane om en køretur med et af de smalsporede vognsæt.

Vi havde lavet en agenda for dagen, som præsenteret både i invitationen og på dagen. Som aftalt mødtes vi i indkørslen alle 17 deltagere og begyndte med at gå ind i den store hal med de lokomotiver og vogne, som normalt bruges ved de kørsler, som HVB udfører hver weekend i henhold til de officielle køreplaner. Vi fik en god gennemgang af mange af klenodierne i den store hal af Per fra HVB sekunderet af Bjarne.


Vi gik derefter over til hallen med det store damplokomotiv, hvor vi beså en af Hedelands seværdigheder. Og som rosinen i pølseenden gik vi over i værkstedet, hvor de kørende lokomotiver er opstillet. Herunder også M4, som er lokomotivet med vores udfordring BurWain motoren, som vi har som fælles opgave. Vi rullede M4 ud i solskinnet, så alle kunne nyde synet og lyden af motoren når den rullede i gang. Og ved motorens stille tomgangskørsel kunne alle se, det de ikke kunne se, nemlig røgen fra udstødningen. Vi har dog stadigt nogle udfordringer, som lige skal klares før M4 er helt færdig til veteranbanens brug.


Og til aftalt tid steg vi ombord i toget ud til Hedelands pragtfulde natur. Det var en dejlig oplevelse at køre i adstadigt tempo ud gennem den varierede natur. En virkeligt spændende og oplevelsesrig erfaring.


Vel ude ved endestationen efter Fem Ege, da sporene ikke gik længere end til broen over landevej 217 mellem Roskilde og Greve. Toget stoppede, vi steg af og gik over for at se vinterasserne, som er anlagt i den gamle grusgrav. Og medens vi gik tur i naturen kørte HVB-Hans toget tilbage til stationen, hvor han kunne koble lokomotivet om foran, så det kunne trække hele vogntoget tilbage, i stedet for at skubbe det. Vi stoppede ved Rubjerg station, hvor de medbragte klemmer og den grønne kaffe og tilbehøret blev indtaget. Og derefter gik snakken lidt bedre. Vi kørte så tilbage til Brandhøj, hvor vi gik ind i den store hal med de mange restaureringsprojekter, som blot venter på nogle entusiaster. Undertegnede fik dog også lige registreret yderligere 2 BurWain motorer. En 6a6 og en 6A13D af dem med 100 heste. Der var godt nok trangt i den store hal.


På vejen hjem til Hedehusgården station kom så regnen i en stille silen, som dog kun varede 10 minutter. Og derefter fik vi set, hvordan de driftige entusiaster vedligeholder bevoksningen ved banelegemet for at kunne køre sikkert året rundt.

De 17 Diesel House Venner siger rigtigt mange tak for en dejlig oplevelsesrig dag sammen med vore ligesindede i Hedelands Veteranbane.


Steen Holtoug


Et par billeder fra dagen ses i indlægget her >

https://maskinafdelingsnyt.blogspot.dk/2017/08/nyt-fra-bafd-21-08-2017.html