Den traditionsrige grill-aften blev afviklet i dejligt, dansk sommervejr – det holdt tørt og solen tittede også ganske meget frem. Et hold morgenfriske medlemmer havde tømt og fejet værkstedet og rangeret rundt på materiellet, samt hentet grill og bar i vognhallen; et andet hold stod for indkøb, så alle de mange munde kunne blive mættet. Snart kom flere til og vi fik båret stole og borde ned. Så blev der dækket op og kort efter afgik kaffetoget med afgang 15.30. Kun de to Meyer-kokke blev tilbage for at passe grillen! Vi andre kørte med toget, trukket af M23, ud til Fem Ege. Her blev der serveret kaffe og kage i den dejlige eftermiddagssol. Turen tilbage havde afgang lidt over 5 og på vejen hjem så vi både råvildt, harer og fasaner. Det blev dog ikke det vi skulle fortære. I stedet havde vores to stjernekokke skåret salat og store bøffer, som nænsomt blev tilberedt på grillen. Alle mand blev sat til bords og efter mætheden havde indfundet sig, kom de store grillpølser på banen. Kaffe, samt is og guf til ungerne blev uddelt efterfølgende og 20.30 var der afgang med en helt ny oprangering. M2 foran de to vogne og M12 bagerst for at sikre tilstrækkelig bremsekraft. Det var dog slet ikke nødvendigt, men et fint tog, der lidt lignede det i Mønsted gruberne J
På Rubjerg kunne vi få opera at høre, men valgte dog at køre til broen for hurtigt at besigtige det ”nye” trace, som forhåbentlig snart bliver skinnebelagt. Turen gik hjem i tusmørke og kl. 22 ankom vi på Hhg og en del drog hjemad med ungerne, mens andre lige fik afsluttet aftenen i fred og ro. En meget vellykket dag med over 30 deltagere. Tak til Claus og Claus for planlægningen!