Nyt fra maskinafdelingen #47-14 8/12: (opdateret)


Lars og Carsten kom tidligt denne dag for at hjælpe en vognmand med at læsse kedlen fra No3.
Det var en stor hænger og kran, der skulle få den lille kedel lastet. Selve operationen tog en lille ½ time, men forud gik tiden med at vente på først vognmand, så kranmand. Operationen lykkedes uden skrammer, så nu er kedlen på vej til Tyskland. Der skal den bruges til at måle op efter. Så kan vi bare vente på den nye! Ventetiden kan vi bruge fornuftigt på renovering af undervognen 🙂


M16, det sidste lokomotiv i den lange række af lokomotiver i spor 4, er nu på deplorider. Det er et Simplex, bygget i England i 1965. Det har sporvidden 610 mm og kom efter en del år i England hos ”Upper Tame Main Drainage Authority” og havnearbejde ved Bournemouth til Esbjerg i 1982, for at fragte olie og naturgasrør  ind i en coatinghal. Carsten, der besøgte fabrikken mens produktionen var i gang, beretter at den 50 meter lange bane var en løsning på et opstået logistikproblem: Når der skulle monteres en anode på hvert 4. rør, så foregik det i en anden hal. Gaffeltrucken kunne ikke komme ind i støbehallen. M16 blev derfor brugt til at trække rørene ud af hallen, så trucken kunne få fat i dem. For at forhindre udstødningsdunst, fik det monteret et 5 meter langt udstødningsrør. 



 (Carsten har fundet et foto fra den gang M16 stadig arbejdede i Esbjerg)


M16 i arbejde hos Bredero Christiani Coaters (1983?) Foto: Carsten Hansen

Allerede i 1984 kom det til HVB, hvor det ikke er driftsklart. M16 vejer 2 tons og har en Dorman 2 cyl. vandkølet diesel på 20 hk.
Denne aften kom det atter indenfor for en grundig afrensning. Carsten havde i lørdags afmonteret den rustne trækkæde og denne aften blev lokomotivet støvsuget og trykluftblæst. Lars fremstillede også en ny dækskrue til den ene akselkasse. Jan, Per og Bjarne sørgede for at M24 er klar til endnu en køredag; en lille utæthed ved kobberrøret til olietryksmåleren blev repareret ved at montere en ny kobberskive på tilslutningen fra motorblokken. Per fik også tilføjet julebelysning på fronten. Kenneth fik tjekket vandbehandling og Da7. En fin aften med syv flittige folk på Gården.
M24 får et slangetjek
M24 startet for at tjekke tætheden, mens M16 får en blæsetur
M16 motorrum
M16 afrenset og klar til turen ud til Brandhøj

M16 med aftaget ryg/ sideplade
M16 førerrum