På denne første frostkolde arbejdsmandag, hvor graderne pludselig var faldet til de minus 3-4 stykker, så var det lækkert med opvarmede værksteder. Jeg skulle dog ud for at gøre vogne og lokomotiver klar med tjenestekøreplaner og andet og syntes det var koldt! Juletoget kører jo på lørdag, så alt skal være klart inden. Andre får travlt i løbet af ugen med at få både M25 og Da7 fuldt klargjort til de travle weekender med juletog inden juleaften.
Inde i varmen sad Bjarne og Jan og sikrede de genmonterede plejlstangslejer med tråd. Det er noget af et pillearbejde! Per fik adskilt og gennemgået vandpumpen og derefter afrenset huset, så det kan få en frisk omgang maling. Niels arbejdede videre med opstillingen til samling af fløjten til Superfos-loket.
I snedkerværkstedet gav Martin håndlisterne de sidste udskæringer, før Erik gav dem en omhyggelig afpudsning. Carsten og Kjeld har givet den gas og har nu fået monteret alle de nye tagstolper på C523 og desuden udskåret en masse beslag. E28, der forleden fik begge de 100 kg tunge bundplader lagt i batterikassen, fik denne aften en nylakeret førerstol – som Hans havde givet en masse omgange lak hjemmefra. Jeg fik afrenset og malet rammen på den bogie, som er under renovering.
Så vi fik da alle arbejdet os varme og fliden var stor blandt de 10 fremmødte medlemmer. Flittige havde byggefolkene også været. Om morgenen stod der ingenting på pladsen, men om eftermiddagen havde de rejst alle stolperne på fundamentet til den nye stald. Imponerende indsats.
|
Alle stempler er igen på plads i B&W-motoren fra D10. Her monteres sikringstråd |
|
Vandpumpen fra D0 får også en renovering |
|
E28 er nu forsynet med fint, nylakeret træsæde – fra Hans´s havestue 🙂 |
|
Den sidste stolpe rejses og svejses. Erik og Martin kan nu begynde planlægningen af tagbygningen på C523 |
|
Den istandsatte bogie-ramme får en omgang sort |
|
Om morgenen kun et fladt fundament, om aftenen stod hele rammen af den nye ridestald klar! |
Related