Nyt fra maskinafdelingen #24-19 08/07:


Sommerferietiden har også ramt værkstederne, så vi var kun 7 mand fremmødt. Heraf var en med dårlig ryg, en anden med brækket arm og en tredje, der skulle gå tidligt. Så vi andre måtte give den en ekstra skalle for at følge med akkorden… Al indsat blev lagt i C523, som gerne snart skal tilbage i drift. Først blev den en tagliste afmonteret, så der kunne påføres maling og den anden blev målt af, så den kunne blive afkortet. Bagefter markerede Kjeld op til alle de huller, der skulle bores og gik i gang fra en ende af.

Jeg malede hvidt 2. gang på hele tagets underside, fortsatte med første gang grøn på indersiden og håber at ingen opdager det er Da7 grøn, der er blevet brugt… Martin og Erik måtte starte aftenen på at flytte rundt på værktøjsskabe, som vi havde fået foræret – så der var tilstrækkelig arbejdsplads til at bore sædelister til bænkene. Sidst på aftenen kom de slæbende med alle de mange lister og spurgte om vognen og vi var klar til montage af bænkene på næste mandag… Det ville kræve en ekstra indsats fra malerafdelingen – så Kjeld og jeg fik også malet sort på gavle og gulv indvendigt ved at tage lidt af tiden lige før midnat i brug… Med lidt held og lørdagsarbejde kan der komme bænke i vognen mandag.

Kantlisten er målt op og skæres af i taglængde og de mange huller markeres før der bores

samtidig males undertaget en sidste gang
– med et tilfredstillende resultat

Indersiden får en 1. gang grøn. Vi har lånt lidt fra Da7…

så kommer alle sædelisterne ind – vi må hellere få malet gulvet også!

Det kræver ekstra lys! Klokken er sent og det er mørkt udenfor
Sidste del af gulvet males under indtagelse af en forfriskning. 
Det ses sjældent på værkstedet, men den sene indsat må belønnes…