Vi startede aftenen med kaffe og film: fra BahnTV var en god reportage fra Jernbanemuseet i Utrecht, Holland. Det så rigtig spændende ud. Derefter gik alle mand i gang med D13; Per og Mogens fortsatte arbejdet med at få frontrammen til ruden på plads. Det gav mange hovedbrud at få rammen parallel og da vi senere på aftenen forsøgte at prøvemontere ruderne, så passede de stadigvæk ikke helt. Først da vi hentede den gamle, frønnede ramme kunne vi konstatere, at der er et smig på 5mm i flere retninger… Nyt glas eller ny tilpasning?! Jeg påbegyndte afrensning af lågerne til motorhuset, så de kan blive malet. Jan og Bjarne lakerede rudelister, så de kan monteres, når kabinen er malet. 8 var vi denne aften, der sluttede sent på værkstederne…
Isætning af ruden – klemmer lidt det ene sted og gaber lidt det andet…
Måle diagonalen – passer med få mm. På motorhjælmen ligger den gamle ramme. Den viser sig at have et smig på 5mm både til siderne og ind mod førerkabinen. Det er noget af årsagen til vores besværligheder…