Så kom værkstedet igen i omdrejninger: Carsten og jeg arbejdede videre med tilpasning og svejsning af delene til koblingerne. Kenneth m.fl. fik gået M24 efter og set på hjulenes tilstand. Konklusionen er, at der sagtens kan drejes ca. 15mm af bandagen for at rette hjulprofilet op. Det har nok ikke været gjort nogensinde før. De midterste, flangeløse hjul er begyndt at danne en uautoriseret flange… Opgaven vil starte med nedkobling af gangtøj og bremser. Der planlægges lige nu med et løft den 5. februar. Til det kan gerne bruges mandskab til håndsvingene på donkraftene!
D13 samlede det meste af opmærksomheden: Motorhjælmen er monteret og underpart til vinduesrammen er snart på plads; såvel som sprosserne. Dette havde Jørgen og Carsten syslet med på dagholdet. Jan, Per Børge og flere af os andre gik i gang med at gennemgå vinduerne og slibe listerne til vinduerne. Til det brug kreerede Erik en fin støvsugerløsning til båndsliberen… Sven Erik vil konsultere en møbelsnedker for at finde frem til, hvilken træsort listerne er udført i, således at vi kan give dem bedste behandling. Flere gav en hånd med denne aften og da vi gik hjem, havde 12 medlemmer været forbi.