M12 og banevognen var kørt ud, da Morten, Villi og jeg skulle til Brandhøj. Villi kunne berette, at de dumme knægte havde lukket alt vandet ud af vores nye vandtanke, der var delvist klappet sammen grundet den manglende udluftning. Vi tog derfor M9 med ud for at kunne hjemtage tankene. På Brh var man klar til at modtage de første 10 m3 beton, der snart efter kom i en stor betonkanon med lang udlæggerarm, som hurtig fik fyldt den første halvdel af renden. Med en velvoksen vibrator blev betonen afluftet og fordelt jævnt efter de pejlemærker, der var udsat. Steffen så at 20 m3 ikke ville række helt og fik efterbestilt 3 m3 mere. De næste 10 m3 ankom, blev fordelt og derefter kom de sidste 3 m3 i en mindre vogn, med en mindre chauffør – men kønnere… Så var betonen i start-enden fast nok til at Funda-blokkene kunne placeres og søjleskoene til buerne klodses op og nivelleres med stor præcision. Herefter var det blot hårdt arbejde for resten at lægge blokkene ud efter mursnoren. Flere medlemmer dukkede op og hjalp med det sidste, mens mørket begyndte at trænge sig på. Kl. 20 var vi færdige med dagens arbejde og banetoget kunne køre tilbage til gården. 13 medlemmer deltog i (eller så på…) dagens arbejde.