Lørdag formiddag indfandt en gruppe klubmedlemmer sig hos Peter Andersen (Vores redaktør af Tipvognen), for at fejre hans 70 års fødselsdag. Vi havde et par hyggelige timer inden turen gik til Hedehusgården og derfra til Brandhøj. Undervejs fik vi, selvom der godt nok er et stykke tid til jul, ophængt årets julekøreplan på stationerne.
Tirsdagsholdet havde støbt under den sidste port, og vi startede derfor med at afforskalle støbningen og tilfylde med grus op til porten. Mikkel gik i gang med at få et gammelt lokomotiv, M31, bygget af Hillerød Maskinfabrik i 1936, gjort klar til flytning. Det har stået udendørs i minimum 36 år og har sidst været flyttet på egne hjul i 1998. Det lykkedes at få det til at kunne rulle igen, og kunne derfor senere på eftermiddagen sættes ind i vognhallen.
Grunden til denne flytning var, at vi skulle bruge de sporrammer, som lokomotivet stod på, til sporene i selve vognhallen. Vi fik taget dem op, og inden dagen var omme, var der lagt 2×17 m spor ud i hallen.
De kommende uger fortsætter vi med sporlægningen i hallen.
Steffen
Deployer er gjort klar til at hente sporrammer i vildnisset |
Udlægning af sporrammer i vognhallen |
Sporrammerne er lagt og skal laskes sammen |
Der er færdigstøbt ved porten og gruset er lagt på plads. Indenfor skimtes M31. |