Nyt fra Bafd 28-12-2015

Efter 3 travle weekender med juletog var der atter mulighed for at samle Baneafdelingen til en arbejdsdag med afvekslende opgaver. 4 mand var mødt frem og vi startede med at flytte M25’s motor fra værkstedsremisen ind i maskinværkstedet, hvor den skal undergå en større renovering. Da gravemaskinen alligevel var opstartet benyttede vi lejligheden til at trække et stort træstød op ved kulgården samt til at tømme kulgården for de sidste kul, således at vi i løbet af foråret kan få støbt et betonunderlag i denne.

Lyskæder fra julekørslen blev nedtaget og gemt væk inden vi delte os i to hold. Peter og jeg udførte eftersyn på et par tipvogne, der ikke havde været benyttet et stykke tid, mens Lars og Kenneth kørte overskydende planker fra drejeskivedækket ned på Brandhøj. Da vi atter var samlet sluttede vi dagen af med at save sne-fældet træ langs med sporet og lægge dette på plads i brændeskuret.

Claus og Mikkel var også forbi gården med nogle nyerhvervede arkivskabe.

På gensyn i det nye år
Steffen

Motoren til M25 var klargjort til transport og skulle blot læsses på en vogn (KHA)
Ved overkørslen overtog gravemaskinen transporten af motoren. I baggrunden
holder M25 i adskilt stand (LLZ).
Det sidste stykke ad vejen skulle der håndkraft til (KHA).
En gammel stub vrides og lirkes op med skovlen på gravemaskinen. Det ville have
været noget af en opgave at udføre uden maskinkraft (LLZ).