Så blev det efterår og storm. Selvom temperaturerne stadig er høje for årstiden, fik folkene i baneafdelingen vind i håret denne lørdag. Dagens hovedopgave var at understoppe det sydlige skifte på Sølund station, der på det seneste har udviklet en ‘lunke’. Inden skulle vi dog lige have flyttet Bedford-motoren til M 8 fra snedkerværkstedet til værkstedremisen. Det lykkedes uden de store problemer og Carsten boltrede sig med motoren i værkstedet resten af dagen.
Med fra Hedehusgård havde vi, udover ‘hopperen’, en defekt roebanebogie og et hjulsæt, der skulle i hhv. magasin og skrotdyngen på Brandhøj. Begge dele kom på plads, inden vi indtog frokosten udendørs trods stormen.
Udsynet fra gravemaskinens førerhus kan være lidt begrænset, så det er fint, når en fra arbejdsholdet giver håndsignaler. |
Vi var ikke alene i Hedeland trods blæsevejret! |
Med fem mand på arbejdsholdet var stoppearbejdet hurtigt klaret. Vi vendte tilbage til Brandhøj, hvor vi kastede os over mindre reparationsopgaver og eftersyn af et par deplorider. Man keder sig aldrig på Hedelands Veteranbane!
Tagrenden på opbevaringshallens østside på vej op igen. |
Eftersynsmanual og -skema følges nøje under eftersynet af et par deplorider. Senere kom også en fedtsprøjte i aktion. |
Vi forlod Brandhøj 17.15 efter en meget afvekslende dag i baneafdelingen. Vi stødte ikke på væltede træer på vejen hjem og håber ikke at skulle bruge næste lørdag på at rydde op efter stormen Ingolf.