At vi fredag har deltaget i julefrokosten for HVB’s aktive medlemmer plejer ikke at være en hindring for arbejde på banen lørdag. Det var det heller ikke denne lørdag. Tre mand samledes op ad formiddagen på Hedehusgården.
Efter at have konstateret at vi ikke behøvede at supplere beholdningen af bremsesand fra fjernlageret på Brandhøj, rensede vi drejeskivegraven for gamle blade. Vi tog også hånd om en del blade fra sporene foran den store remise. En bivirkning af at have smukke løvtræer tæt ved sporene på Hedehusgård station.
Steffen tømmer drejeskivegraven for nedfaldne blade. En vigtig forberedelse inden juletrafikken. |
Af flere omgange i løbet af dagen prøvede vi at afmontere låsemøtrikkerne på drejeskivens midtertap. Enkelte lokomotiver har nemlig vist sig, under særlige forhold, at kunne strejfe toppen af boltene og møtrikkerne. Efter en del asen og masen og iblødsætning af møtrikkerne i WD40 fik vi efter kraftig opvarmning endeligt låsemøtrikkerne af. Nu kan vi få reduceret højden på arrangementet.
En låsemøtrik varmes op med blæselampe, inden den skrues af med fastnøgle og rør. |
Trods varmen skulle der to mand til at skrue møtrikkerne af. De tomme øldåser har vi ikke selv tømt. De er indsamlet på stationsarealet og panten ender i klubkassen. |
Den utætte cylinder fra ‘hopperen’, som blev afmonteret sidste lørdag, var i løbet af ugen blevet repareret. Cylinderen blev sat på plads på maskinen, mens samtlige skifter på vognhalsbanegården og Hedehusgård station blev smurt og gjort klar til juletrafikken. Vi fik desuden fjernet de mange nedfaldne blade omkring kiosken, renset tagrender og gjort området omkring kiosken klar til juletrafikken.
Lars er næsten klar til ønske god jul til vores passagerer. |
Overkørslen renses. Det er ikke småting, der samler sig i sporrillen. |
Som led i bestræbelserne på at få gjort snedkerværkstedet operationelt igen, indledte vi første etape af en oprydning. Vi flyttede bl.a. fire arkivskabe til kontoret, hvor vi også fik justeret lidt på bord- og lampeplacering.
Alt i alt en produktiv dag. Desuden virker lidt arbejde som en god måde at overkomme den mæt- og mathed, der kan følge en god julefrokost!