På en lørdag hvor vejret skiftede fra smuk sol og snedækkede spor til regn, rusk og pløre fik vi alligevel udrettet en del i baneafdelingen. Kenneth og Steffen kørte i pendulfart med bil og trailer til en velgører, der havde betænkt os med et fint 4 x 12 m telt, stålreoler og en masse andre brugbare genstande. Teltet og et par solide borde bliver rare at have, når vi til maj skal fejre HVB’s 40 års jubilæum.
Lars flytter de 8 længder 22,5 kg/m skinne som vi har fået hjem igen efter udlån til filmoptagelser hos SAM Productions. Vores skinner og en ‘forklædt’ tipvognsunderdel vil kunne ses i flere scener i thriller-serien ‘Gidseltagningen’ på TV5. Du kan se mere om serien her. I næste nummer af Tipvognen er der også billeder af både kulisse og vogn. |
Resten af holdet tog sig af oprydning i vognhallen og opmagasinering af de ankomne sager. En del træaffald blev skåret op til brænde og vi fik også samlet et lille læs skrot til bortkørsel.
Efter skinnerne er læsset på deplorider blev der plads til at skrotte en ultraspinkel dambrugsvogn. De to 600 mm. hjulsæt bliver lagt på lager. |
På lørdag er der generalforsamling i Hedehuset, men det kan være, at der bliver tid til lidt arbejde på Hedehusgården bagefter.