Nyt fra Bafd 01-02-2014

Så kom sneen alligevel, men heldigvis ikke mere end at vi sagtens kunne køre til Brandhøj og fortsætte med sporlægningen i hallens nordende. For en sikkerheds skyld blev gravemaskinen dog efterladt til senere afhentning. Det havde tydeligvis sneen ind gennem de lovbefalede udluftninger i taget og efterladt den flotte, hvide streg gennem hele hallen. Arbejdet kaldte: Metalsvellerne blev skruet på skinnerne idet yderste spor, samtidig med at der blev lagt træsveller ud til det næste spor. Alt arbejde blev udført manuelt som før gravemaskinens tid. Der blev fremstillet spormål i træ til 785mm sporvidde og slæbt sveller på sækkevogn. Senere blev gravemaskinen dog læsset af og der blev fyldt ballast omkring svellerne. Vi fik slæbt donkraftene hen, men kom dog ikke i gang med at nivellere sporet. Det må blive næste gang. Vi skulle jo også fejre vores bevilling til sporfornyelse. Det skete med kaffe og kransekage, festligere bliver det ikke. På collagen ser man udpluk af dagens arbejder. Hjemvendt til Gården kunne vi se, at Carsten havde fået monteret de nydrejede centertappe på vognen fra Urne havn, så den kan komme på bogier og sættes under tag på Brandhøj.

mvh Redacteuren

Lidt fotos fra dagen. Bemærk i midten, hvor Claus nøjagtigt måler 785 mm ud mellem skinnerne… (Klik for større foto)

Den noget brugte vognkasse fra Urne havn.


Den sidste centertap monteres