Der blev afholdt aktivmøde Onsdag d. 30. marts kl. 19.00 i Hedehuset.
Emnet for mødet var en gennemgang og drøftelse af de opgaver der venter i de kommende måneder i bane- og maskinafdelingen. Der blev taget udgangspunkt i de vedtagne planer fra generalforsamlingen, samt tegnet oplæg til tidsplaner. For Mafd. en fordeling af arbejdsplads i værkstedet, samt forventninger til rækkefølgen, samt hvilke primære deltagere de enkelte projekter har. Der blev talt om værkstedsorden og et oplæg til farvekodning af værktøj i de enkelte arbejdsområder.
For Bafd. er planen at få flere sporskifter klar, at skinner og gulv bliver støbt i den nye hal og måske også bygning af spor på den anden side af broen.
Ud fra et oplæg fra Formanden, fik vi også en fin snak om planlægning og samarbejde generelt. Vi fik desuden udnævnt Bjarne til Brandslukningsansvarlig.
Der blev budt på rigelig med kaffe og dejligt, blødt brød til de 16 fremmødte!
En fin aften.